Læringsmiljø og inklusion

Folkeskolerne i Hvidovre understøtter inkluderende fællesskaber for alle børn ved at arbejde med forskellige tiltag, der skal forbedre klassers, gruppers eller enkeltelevers trivsel både fagligt, personligt og i relationer. Det kan være tiltag, der er rettet mod det sociale liv i klassen, elevsamtaler med det enkelte barn eller faglig supplerende undervisning.

På skolerne findes forskellige vejledere på dette område, der indgår som kompetente og opsøgende pædagogiske sparringspartnere og vejledere for børn og voksne. Fælles for tilgangen er, at de professionelle arbejder med relationskompetence, at de samarbejder om børnenes udvikling, og at de forholder sig til, hvordan fællesskaber både rammesættes og blomstrer.